Bliv en prof brugtbilskøber
Du kan spare mange penge ved at købe din næste bil brugt. Det er nemlig i bilens første levetid, at den taber mest i værdi. Men hvad skal du være særlig opmærksom på, når du vil gøre et godt brugtbilskøb? Bilbasen hjælper dig her med tips til at gøre et godt bilkøb, når du har valgt at købe brugt.
Hav tillid til sælger – og kig i servicebogen
Fordelene ved at købe brugt er til at tage at føle på – især hvis du godt kan lide at skifte bilen ud med jævne mellemrum. Bilens værdi falder nemlig hurtigst i bilens første år, og når du køber brugt, tillader økonomien dig at gå lidt op i standard. Hvis du kan leve med ikke at vælge f.eks. bilens farve og udstyrspakke, er der rigtig mange penge at spare.
Du kan købe brugt bil hos en privat eller hos en forhandler. I begge tilfælde er det vigtigt, at du har tillid til sælger. Tillid er et lidt luftigt begreb, men din fornuft og mavefornemmelse giver dig ofte et praj om det menneske, du står over for. Og det gælder også, når du skal købe bil. Spørg f.eks. dig selv, om din første indtryk af bilen svarer til det indtryk, du fik i annoncen for bilen?
Får du et ærligt og klart svar, når du spørger til bilens stand og eventuelle skader, og er der overensstemmelse mellem, hvad sælger siger, og hvad der står i servicebogen?
Kig lakken efter med et forstørrelsesglas
Din mavefornemmelse kan naturligvis ikke stå alene. Du skal også have værktøjskassen i orden. Det kan godt betale sig at gå den bil, du er faldet for, godt efter i sømmene. Helt bogstaveligt. Med et forstørrelsesglas vil du f.eks. kunne se selv små farvenuancer i lakken. Forskelle i lakken er et tegn på, at bilen har været skadet.
Tag en lommelygte med, og undersøg undervognen
I de mørke vintermåneder eller i en garage kan det være svært for dig at se bilen godt efter uden ekstra lys. Tag derfor en kraftlig lommelygte med. Især undervognen og motorrummet bør du kigge grundigt efter ved hjælp af lommelygten. Se efter rust og tæring, og brug evt. en skruetrækker til at pirke i overfladen.
Husk tommestokken
Det er en god ide at tage en tommestok med under armen, når du skal ud og kigge på en bil. Ved at måle dækmønstret kan du se, om dækkene er slidt ensartet. Er de slidt ujævnt, kan det betyde, at der er skævheder i karosseriet.
Se, om der er restgæld i den bil, du overvejer at købe
Når du køber brugt bil, skal du altid sikre dig, at du ikke kommer til at hænge på sælgers gæld. På www.nummerplade.net kan du indtaste bilens registrerings- eller stelnummer, for at se om der er restgæld på bilen. Du bør også sikre dig, ved at sælger skriver under på, at al gæld i bilen er indfriet.
Prøvekør bilen
Du skal naturligvis altid prøvekøre den brugte bil, inden du køber den. Giv dig god tid. Kør en god, lang tur, og få bilen ud i alle gear. Prøv alle bilens funktioner. Tænd for sædevarmen, blæseren, aircondition, bilradio, rul ruderne op og ned. Også mindre fejl kan bruges til at forhandle om prisen. Sørg for at have styr på prisniveauet, allerede inden du tager hjemmefra. Her på bilbasen finder du masser af brugte biler, så du kan få en god fornemmelse af, hvad din nye brugte bil må koste.
Seneste kommentarer